Vælg magre mejeriprodukter

Vi er blevet bedre til at drikke mager mælk, men vi spiser for meget af de fede oste. Mejeriprodukter indeholder både protein og mange forskellige vitaminer og mineraler og er blandt andet også en vigtig kilde til calcium.
 
Men mejeriprodukter indeholder også mættet fedt, som i for store mængder kan øge risikoen for livsstilssygdomme.
Der er plads til de fede mejeriprodukter i en varieret kost, men kun en gang imellem.
 
Når du vælger de magre varianter af mejeriprodukter frem for de fede, får du produkternes gode næringsstoffer, men mindre mættet fedt.
 
Sådan gør du:
Vælg mælkeprodukter såsom skummet-, mini- eller kærnemælk med maks. 0,7 % fedt per 100 gram.
Vælg oste med maks. 17 % fedt (30+).
 
Syrnede mælkeprodukter som fx yoghurt uden tilsat smag bør indeholde maks. 1,5 gram fedt per 100 gram.
Syrnede mælkeprodukter som fx yoghurt med tilsat smag bør indeholde maks. 1,5 gram fedt og 4 gram tilsat sukker per 100 gram.
 
Hold igen med at bruge mejeriprodukter med højt fedtindhold, fx fløde og smør.
 
1/4-1/2 liter mælkeprodukt dagligt er passende i forhold til danske madvaner.
 
Når du spiser sundt, er der også plads til en til to skiver mager ost svarende til ca. 25 gram.
 

 

Sunde tips

 

Skift ud-
Du gør nemt din mad sundere ved at bytte de fedtholdige mælkeprodukter, fx creme fraiche og yoghurt 10 %, ud med magre varianter som hytteost og skyr.
 
På indkøb-
Gå efter Nøglehulsmærket, når du køber ind.
Så sparer du på fedt, sukker og salt.
 
Smag til-
Brug krydderurter, krydderier, citronsaft, eddike, tomatpuré eller lidt sødt fx frugtgelé i stedet for at smage til med fløde eller smør.