Spis mindre mættet fedt

Over halvdelen af danskerne spiser omtrent den anbefalede mængde fedt, mens resten spiser mere.
Vi skal dog alle blive bedre til at spise den rigtige type af fedt.
Vi spiser cirka en tredjedel for meget mættet fedt – det vil sige det fedt, der findes i smør og smørblandinger, mælk, ost og kød.
 
Fedtet i maden bidrager til, at kroppen får livsnødvendige fedtsyrer og fedtopløselige vitaminer.
Men for meget mættet fedt kan øge risikoen for livsstilssygdomme.
 
Sådan gør du:
Skær ned på dit forbrug af mættet fedt.
Vælg planteolier, fx rapsolie og olivenolie, flydende margarine og blød margarine i stedet for smør, smørblandinger og hård margarine.
 
En tommelfingerregel er, at jo blødere margarinen og smørret er ved køleskabstemperatur, jo mere umættet fedt indeholder det.
 
Skrab brødet eller undlad helt at bruge fedtstof.
Steg kød og grønsager i olie frem for smør, og smid stegefedtet væk.
Gå efter Nøglehulsmærket, når du køber ind. Det viser vej til de fedtstoffer, der indeholder mindre mættet fedt.
 

Sunde tips

 
Til salat-
Drys fx lidt nødder, kerner eller mandler i salaten frem for ost.
 
Alternativ til sovs-
Vend pastaen eller kartoflerne med et par teskefulde pesto eller olie og friske krydderurter i stedet for at servere fløde- eller opbagt sovs.
 
Alternativ til smør-
Brug pesto, hummus eller mayonnaise i sandwichen og på brødet i stedet for smør.